Links Kontakt os Søg Til forsiden English
Om ankenævnet Kendelser Publikationer Sådan klager du Aktuel info Nyhedstilmelding Til forsiden
 

Aktuel info

Udskriv siden

Sager om personlige fordringer.

Hvad sker der, efter at der er afsagt kendelser i sager om personlige fordringer?
Efterkommelse af kendelserne, retspraksis m.v Læs også her om de seneste ankenævnsafgørelser på området.
De fleste nævnssager om personlige fordringer har handlet om, hvorvidt det udækkede krav efter tvangsauktionen var forældet eller ej.

Nævnet har i en række sager enstemmigt fastslået, at det faktum, at der var gået meget lang tid – nogle gange helt op til 19 år - efter tvangsauktionen, før realkreditinstituttet gjorde et krav gældende, ikke i sig selv kunne føre til, at kravet var bortfaldet som følge af passivitet. Årsagen er, at der som udgangspunkt gælder en 20-årig forældelsesfrist for krav, der er baseret på gældsbreve.

Kun hvis instituttet har undladt at gøre tvangsauktionsdebitor opmærksom på den gamle gæld, selv om der har været særlig anledning hertil, har Nævnet fundet, at kravet skulle bortfalde som følge af passivitet. Som eksempel herpå kan nævnes, at instituttet efter tvangsauktionen yder den samme kunde nyt lån uden at nævne det gamle mellemværende. Afgørelserne om ”konkret passivitet” har generelt været fulgt af realkreditinstitutterne. Der er dog sket anfægtelse af kendelsen i en enkelt sag - sag nr. 20208054, jf. nedenfor om retspraksis.

Nævnets afgørelser i de øvrige sager vedrørende personlige fordringer - som overvejende alene har handlet om forældelse - faldt i de første sager generelt ud til klagerens fordel, jf. nedenfor. På baggrund af afgørelserne i sager vedrørende personlige fordringer fra henholdsvis Østre og Vestre Landsret (dommene er refereret nedenfor)
har Nævnet i de nyeste afgørelser fastslået, at ingen del af institutternes krav kan anses for forældet.


Ældre ankenævnspraksis:

I en række af de første sager om forældelse af personlige fordringer fandt Nævnets flertal, at realkreditinstituttet - for at kunne opretholde sit krav fuldt ud - skulle dokumentere, at ingen del af det fremsatte krav var forældet. For at anse dokumentationen for tilstrækkelig skulle det ifølge Nævnets flertal blandt andet kunne udledes, hvordan tvangsauktionsbudet i sin tid blev fordelt på den ene side restgæld og afdrag og på den anden side rente og bidrag. Det skyldes, at der gælder en 20-årig forældelsesfrist for restgæld og afdrag, medens der for rente og bidrag gælder en 5-årig forældelsesfrist. Nævnets flertal fandt i disse sager ikke, at realkreditinstitutterne havde kunnet fremlægge den fornødne dokumentation. Det fik den konsekvens, at flertallet fandt, at det ikke kan udelukkes, at budet fortrinvis var anvendt til dækning af restgæld og afdrag. I de tilfælde, hvor der var gået mere end 5 år efter tvangsauktionen, afviste flertallet i konsekvens heraf, at realkreditinstituttet kunne gøre renter og bidrag fra tvangsauktionen gældende.

Det havde ikke betydning for flertallets afgørelser, at der eventuelt havde været indgået forlig mellem realkreditinstituttet og klageren. Forklaringen er, at flertallet fandt, at forliget måtte bortfalde, idet det måtte anses for underskrevet under den klare og kendelige forudsætning, at ingen del af kravet var forældet.

Mindretallet i Nævnet har stedse været af en anden opfattelse. Mindretallet har henvist til retspraksis, hvor det i lignende sager af blandt andet Østre Landsret, jf. nedenfor, er fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer realkreditinstituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives. Med henvisning til retspraksis har mindretallet i de nævnte sager derfor stemt for at frifinde det indklagede realkreditinstitut.

Realkreditinstitutterne har ikke ønsket at efterkomme Nævnets afgørelser om forældelse af personlige fordringer.

Når et realkreditinstitut ikke efterkommer en kendelse fra Realkreditankenævnet, som giver klageren medhold, har klageren mulighed for at indbringe sagen for domstolene. Omkostningerne ved en retssag kan eventuelt dækkes gennem en retshjælpsforsikring eller gennem fri proces, hvis klageren opfylder de økonomiske forudsætninger herfor.

Ønsker klageren selv at føre sin sag ved domstolene, er det endvidere muligt at få Forbrugerklagenævnets hjælp til udarbejdelse af en stævning.


Retspraksis:

Domstolene har i skrivende stund flere gange behandlet spørgsmålet om forældelse af personlige fordringer. Kun en enkelt af disse afgørelser vedrører en sag, som tidligere har været prøvet i Realkreditankenævnet.

Der vil løbende på hjemmesiden blive orienteret om resultatet af eventuelle yderligere retsafgørelser. Fra domspraksis kan fremhæves følgende afgørelser:

Vedrørende forældelse:

Den 27. juni 2000. Østre Landsret (1. afdeling, a.s. nr. B-1533-88): Landsretten stadfæstede en dom fra Københavns Byret. Retten fastslog, at realkreditinstituttets krav ikke kunne tilsidesættes som følge af passivitet, uanset at kravet mod tvangsauktionsdebitor først blev gjort gældende 14 år efter tvangsauktionen. Retten fastslog endvidere, at det i forholdet mellem pantekreditor og pantedebitor tilkommer pantekreditor at bestemme, på hvilke dele af de pantesikrede fordringer provenuet af en tvangsauktion skal afskrives. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at tvangsauktionsbudet og videresalgsoverskudet var anvendt på en sådan måde, at restfordringen udelukkende bestod af restgæld, som forældes efter 20 år. Tvangsauktionsdebitor blev derfor tilpligtet at betale det af realkreditinstituttet krævede beløb.

Den 30. oktober 2000. Vestre Landsret (5. afdeling, B-2146-99): Tvangsauktionsdebitor var i 1. instans (Retten i Brædstrup) blevet frifundet for realkreditinstituttets krav, blandt andet med den begrundelse, at det ikke var dokumenteret, at kravet relaterede sig til den uforældede del af realkreditinstituttets tilgodehavende på tvangsauktionstidspunktet. Vestre Landsret fandt derimod, at tvangsauktionsdebitor var forpligtet til at betale det af realkreditinstituttet krævede beløb. Landsretten begrundede afgørelsen med, dels at det i forholdet mellem pantekreditor og pantedebitor tilkommer pantekreditor – med respekt af auktionsvilkårene - at bestemme, på hvilke dele af de pantesikrede fordringer provenuet af en tvangsauktion skal afskrives, dels at det var bevist, at det er realkreditinstituttets faste praksis først at foretage afskrivning på restancer, og dels at denne praksis også var fulgt i den omhandlede sag.

Den 31. januar 2001. Retten i Slagelse (sag nr. BS 585/2000):
Over for retten gjorde realkreditinstituttet blandt andet gældende, at tvangsauktionsbudet forlods var anvendt til betaling af de skyldige renter og afdrag, og henviste til, at renterne var indberettet til skattevæsenet på klagerens CPR-nummer. Heroverfor anførte tvangsauktionsdebitor blandt andet, at kravet under alle omstændigheder burde nedsættes med de renter, der blev opgjort på tvangsauktionen, idet disse var forældede. Tvangsauktionsdebitor bested, at realkreditinstituttet havde dokumenteret, at renterne var betalt, eller havde dokumenteret sammensætningen af sit krav. Retten fandt efter de foreliggende oplysninger ikke, at kravet indeholdt forældede renter, og tilpligtede derfor tvangsauktionsdebitor at betale det krævede beløb.

Den 25. maj 2001. Københavns Byret (afdeling 5 C, sag nr. BS 5207/2000): I denne sag var ejendommen blevet overtaget af en liebhaver for et bud, der ikke gav realkreditinstituttet nogen dækning. Realkreditankenævnet afsagde den 16. marts 2000 kendelse (sag nr. 9903021), hvorefter realkreditinstituttet – uanset at tvangsauktionsdebitor havde underskrevet et forlig - alene kunne gøre et krav gældende over for tvangsauktionsdebitor i det omfang, realkreditinstituttet kunne dokumentere, at kravet bestod af restgæld og afdrag. Byretssagen handlede overordnet om, hvorvidt tvangsauktionsdebitor var bundet af det af debitor underskrevne forlig. Retten fandt, at tvangsauktionsdebitor havde underskrevet forliget under den for realkreditinstituttet kendelige forudsætning, at ingen del – ej heller renter af forligsbeløbet – var forældet, og tilsidesatte derfor i det hele forliget. Under byretssagen havde realkreditinstituttet dokumenteret størrelsen af restgælden på tvangsauktionstidspunktet. Det indebar, at tvangsauktionsdebitor skulle betale den således dokumenterede udækkede restgæld fra tvangsauktionen med tillæg af rente fra sagens indbringelse for Realkreditankenævnet, og indtil betaling sker.

Den 1. august 2001. Retten i Frederikshavn(sag nr. BS 1-539/2001): Sagen var anlagt ved retten og blev henvist til Realkreditankenævnet, som den 14. september 2000 afsagde kendelse (sag nr. 1999-02-018), hvorefter realkreditinstituttet alene kunne gøre et krav gældende over for tvangsauktionsdebitor i det omfang, realkreditinstituttet kunne dokumentere, at kravet bestod af restgæld og afdrag. Efter indgivelse af fornyet stævning, som klageren ikke svarede på, afsagde retten dom efter realkreditinstituttets påstand, som retten fandt begrundet i sagsfremstillingen, dog således at kravet alene kunne kræves forrentet 5 år tilbage fra sagens (fornyede) indbringelse for retten.

Den 31. oktober 2001. Civilretten i Hillerød (sag nr. BS 2-1465/1999): Realkreditinstituttet overtog på tvangsauktion i 1989 og videresolgte i 1991 den omhandlede ejendom uden at få fuld dækning for sit tilgodehavende. I 1999 gjorde instituttet en personlig fordring gældende over for tvangsauktionsdebitor og udtog stævning herfor. Sagen blev af retten oversendt til Realkreditankenævnet, som den 23. november 2000 afsagde kendelse (sag nr. 2000-04-024), hvorefter instituttet – i mangel af dokumentation for, at ingen del af kravet var forældet - alene kunne gøre et krav gældende over for tvangsauktionsdebitor i det omfang, instituttet kunne dokumentere, at kravet bestod af restgæld og afdrag. Retten fandt efterfølgende, at det efter bevisførelsen var tilstrækkelig godtgjort, at det er instituttets faste praksis først at foretage afskrivning på restancer, og at budsummen i den konkrete sag forlods var afskrevet på de på tvangsauktionstidspunktet værende restancer, således at restfordringen i det hele var undergivet den 20-årige forældelse. Tvangsauktionsdebitor blev pålagt at betale det krævede beløb med tillæg af løbende rente samt sagsomkostninger.

Vedrørende passivitet:

Den 6. oktober 2003. Københavns Byret (sag nr.BS 8B-5455/2003):
Sagen var tidligere behandlet ved Realkreditankenævnet - sag nr. 20208054 - hvor klageren havde fået medhold i, at realkreditinstituttet ikke kunne gøres en personlig fordring gældende mod ham som følge af konkret passivitet. Forholdet var det, at realkreditinstitut i juni 1984 havde overtaget klagerens daværende ejendom på tvangsauktion. Instituttet gjorde i december 1988 en personlig fordring på 148.740 kr., inklusive rente, gældende mod klageren. Fogedretten afsagde i april 1989 udeblivelsesdom, i henhold til hvilken klageren skulle betale instituttet 148.000 kr. Klageren afgav i maj 1989 insolvenserklæring i fogedretten. I juli 1999 bevilgede instituttet klageren gældsovertagelse på lån til instituttet i klagerens nye ejendom, og i februar 2001 meddelte instituttet klageren, at han var blevet kernekunde. I juni 2002 rettede instituttet henvendelse til klageren med henblik på en afviklingsaftale vedrørende tabet på tvangsauktionen. Realkreditankenævnet fandt ved en flertalsafgørelse, at instituttet ved at bevilge gældsovertagelse til klageren i en ny ejendom uden at gøre klageren opmærksom på det uafsluttede mellemværende og ved at gøre klageren til kernekunde var afskåret fra at gøre en personlig fordring gældende mod ham. Københavns Byret kom frem til det samme resultat som Nævnet.
Opdateret d.  09-06-2004

 

 
 
Tilmelding til nyhedsmail med nye kendelser og aktuelle oplysninger.
   
Navn:
Email:
Gentag Email:
   
 
Klagevejledning
 
REALKREDITANKENÆVNET Krabbesholmvej 5 2700 Brønshøj Telefon 33 12 82 00 telefax 33 12 36 01 email: info@ran.dk